Almanak

årlig publikation med fortegnelse over årets dage, astronomiske oplysninger om Solens op- og nedgang, angivelse af kirkelige helligdage m.m. På grundlag af minutiøse oplysninger om himmellegemers position m.m. i de såkaldte store almanakker udgives borgerlige almanakker, hvis astronomiske oplysninger kun gælder for et begrænset områdes horisont, i Danmark årlig siden 1570. Københavns Observatorium udgiver tre danske og en færøsk almanak. Heraf er Skriv- og Rejsekalender den mest omfattende og indeholder også nautiske oplysninger. Indtil 1975 skulle hver dansk almanak forsynes med Københavns Universitets særlige almanakstempel; den pålagte afgift herfor tilfaldt universitetet. Fra midten af 18. til midten af 19. årh. udsendtes almanakker, der var udviklet af astronomiske, men som udelukkende eller overvejende havde litterært indhold. Berømt er Schillers Musenalmanach (1796-1801), fra Danmark især J. L. Heibergs Urania (1844-46).

System.String[]